Faglige tilgange og metoder

Når det vurderes relevant, anvender vi Talking Mats for at støtte kommunikationen under et COPM-interview, som bruges til at identificere og prioritere en borgers udfordringer.

Talking Mats er et visuelt kommunikationsværktøj designet til, at støtte borgeren med kommunikationsvanskeligheder ved hjælp til, at pege/ gestikulere vha. billeder. 

Udviklet af talepædagoger til, at hjælper borgere med at udtrykke deres tanker og følelser mere effektivt ved hjælp af en visuel ramme.

Nøglefunktioner ved Talking Mats:

• Visuel kommunikation: Her bruges symboler og billeder til at lette samtaler.
• Alsidig anvendelse: Kan bruges i forskellige sammenhænge, herunder sundheds- og socialsektoren, uddannelse og retssystemet.
• Forskningsbaseret: Udviklet gennem omfattende forskning for at sikre effektivitet. 

På Neurocenter Bytoften er ergoterapeuten kalibreret og uddannet til at bruge ESI som redskab. Vi bruger redskabet til at sikre en præcis og pålidelig vurdering af borgernes sociale interaktioner.

Redskabet er et standardiseret observations- og kriterieredskab, som undersøger kvaliteten af en persons sociale færdigheder i sociale sammenhænge.

Vi bruger redskabet til vurdering af, hvordan personer begår sig i sociale sammenhænge. Observationerne foregår altid i kendte rammer og omgivelser.

Resultatet sammenlignes med de kriterier, som kræves for den enkelte person i forhold til vedkommendes alder.

Evaluation of Social Interaction (ESI) er et værktøj, der bruges til at vurdere kvaliteten af en persons sociale interaktioner. Det er udviklet til at observere og analysere, hvordan en person interagerer i naturlige sociale sammenhænge med kendte sociale partnere.

Formål med ESI:

• Vurdering af social interaktion: ESI måler, hvor høflig, respektfuld, rettidig, relevant og moden en persons sociale interaktion er.
• Ergoterapeutisk intervention: Vurderer behovet for ergoterapeutisk intervention og hjælper med at målrette denne.
• Dokumentation af ændringer: Måler ændringer over tid i kvaliteten af sociale interaktioner.

Anvendelse:

• Observation: Personen observeres i mindst to forskellige sociale aktiviteter i deres naturlige omgivelser.
• Færdigheder: Fokus på 27 specifikke sociale interaktionsfærdigheder.
• Målgruppe: Anvendes til personer fra 2 år og opefter, både børn og voksne.

Fremgangsmåde:

1. Interview: ESI-interview med personen eller deres pårørende/lærer/pædagog.
2. Observation: Observation af sociale interaktioner i naturlige omgivelser.
3. Analyse: Scores elektronisk i ESI-software.
4. Dokumentation: Skriftlig dokumentation og formidling.

ESI er et standardiseret værktøj, der kræver, at ergoterapeuter er kalibrerede for at sikre valid og pålidelig brug

COPM står for Canadian Occupational Performance Measure. Det er et standardiseret, klientcentreret redskab, der bruges til at vurdere en persons selvopfattelse af deres præstation i dagligdags aktiviteter over tid.

Formål med COPM:

• Vurdering af præstation: Måler præstation og tilfredshed inden for selvpleje, produktivitet og fritid fra klientens perspektiv.
• Klientcentreret: Fokus på klientens egne mål og prioriteringer.
• Dokumentation af ændringer: Bruges til at dokumentere ændringer i præstation og tilfredshed over tid.

Anvendelse:

• Interview: En semi-struktureret samtale, hvor klienten identificerer aktiviteter, de ønsker, har brug for eller forventes at udføre.
• Scoring: Klienten vurderer vigtigheden af hver aktivitet og scorer deres præstation og tilfredshed.
• Reevaluering: Regelmæssig reevaluering for at måle fremskridt og justere mål.

COPM anvendes af ergoterapeuter i mange forskellige sammenhænge, herunder rehabilitering efter hjerneskade, cerebral parese, smertehåndtering og meget mere.

ADL-Taxonomien er et dokumentationsredskab til at beskrive aktivitetsformåen inden for en række hverdagsaktiviteter. Udgangspunktet er den enkeltes vaner, roller og behov.

ADL Taxonomi står for Almindelig Daglig Livsførelse Taxonomi. Det er et svensk redskab, som ergoterapeuter bruger til at vurdere en persons evne til at udføre dagligdags aktiviteter.

Formål med ADL Taxonomi:

• Vurdering af aktivitetsformåen: Beskriver, hvordan en person klarer sig i daglige aktiviteter, der er nødvendige og betydningsfulde for deres hverdag.
• Systematisk tilgang: Opdelt i tre niveauer: aktivitetsformer, aktiviteter og delaktiviteter.
• Tilpasning til individuelle behov: Kan tilpasses til både børn og voksne samt personer med forskellige funktionsnedsættelser.

Anvendelse:

• Observation og interview: Ergoterapeuten observerer eller interviewer personen for at afdække, hvilke aktiviteter der volder problemer.
• Dokumentation: Resultaterne kan opsummeres i et undersøgelsesskema eller en ADL-cirkel, som giver et visuelt overblik over aktivitetsudførelsen.

Eksempler på aktiviteter:

• Personlige aktiviteter: Spise og drikke, forflytning, toiletbesøg, på- og afklædning, personlig hygiejne.
• Instrumentelle aktiviteter: Kommunikation, rejser, madlavning.

ADL Taxonomi er et vigtigt redskab i ergoterapi, da det hjælper med at identificere mål og interventionsområder for at forbedre en persons daglige livsførelse.

F.O.T.T. står for - Facio Oral Tract Therapy. F.O.T.T. og er en struktureret undersøgelses- og behandlingsmetode, der omhandler synkefunktionen og de bagvedliggende grunde for synkeproblemerne.

Nedsat spise- og synkefunktion, også kaldet dysfagi, vurderes med F.O.T.T undersøgelse med hensyn til blandt andet tungens bevægelser, tyggefunktion, ansigts- og mundmuskulaturen, synkefunktion.

Der vurderes derfor også omkring hvilken konsistens mad og drikke må have, i forhold til beboerens behov og ressourcer.

AMPS (Assessment of Motor and Process Skills) er et standardiseret, ergoterapeutisk undersøgelsesredskab, vi bruger til at vurdere kvaliteten af en persons evne til at udføre dagligdagsaktiviteter.

Formålet med AMPS er at observere og afdække beboerens evne til at udføre velkendte aktiviteter, målrette den ergoterapeutiske intervention og afdække, hvorvidt personen har behov for hjælp til at udføre aktiviteterne.

Vi bruger AMPS-undersøgelse, når vi vurderer, at der er behov for at belyse en aktivitetsproblematik, som ønskes ændret eller blot belyst.

De kalibrerede AMPS-testere på Neurocenter Bytoften står til rådighed for alle afdelinger.

Resultaterne formidles med en grafisk rapport.

CPPF (Canadian Practice Process Framework) er en ergoterapeutisk arbejdsprocesmodel, der støtter det forløb, borgeren og ergoterapeuten gennemgår under indsatsen. Modellen er inddelt i delprocesser, og den centrale kerne er klientcentrering og brugerinddragelse. Ved at arbejde ud fra modellen er vi opmærksomme på, hvor i forløbet vi skal tage beslutninger med udgangspunkt i borgerens udvikling, og hvordan vi bedst tilpasser indsatsen efter den enkelte borgers behov på det givne tidspunkt.

Modellen er dynamisk og fleksibel, idet der kan springes fra delproces til delproces alt efter borgerens udvikling og behov.

Bocenteret

Bocenteret består af to afdelinger fordelt på fire etager. Her er der ansat to fysioterapeuter, som ved hjælp af relevante tests og undersøgelser vurderer indsatsen for hver enkelt beboer. Denne indsats er af vedligeholdende karakter.

Træningen kan foregå individuelt eller på hold og finder sted, hvor det er mest relevant for den enkelte beboer. Det kan for eksempel være i fysioterapien, i beboerens egen lejlighed eller udendørs.

Bobath-konceptet

Bobath-konceptet er en problemløsende tilgang, der bruges til at vurdere og behandle personer med bevægeforstyrrelser og nedsat evne til at opretholde kroppens tyngde efter en hjerneskade.

Ved hjælp af en faciliterende (hands-on) tilgang, er målet, at fremme naturlige bevægemønstre, så den enkelte beboer får de bedst mulige forudsætninger for at bevæge sig i dagligdagen.

De centrale elementer i Bobath-konceptet, også kendt som neurodevelopmental behandling, inkluderer følgende:

1. Normal postural kontrol: Fokus på at genoprette og forbedre postural kontrol og bevægelsesmønstre, som er fundamentale for motoriske færdigheder.

2. Facilitering: Brug af terapeutisk håndtering, miljømodifikation og passende verbale cues for at fremme naturlige bevægelser og reducere unormale bevægelsesmønstre.

3. Sensorisk input: Integration af sensorisk information for at forbedre motorisk kontrol og læring. Sensorisk input spiller en vigtig rolle i at udvikle koordinerede bevægelser.

4. Individuel tilpasning: Behandlingen er multidimensionel og tilpasses individuelt baseret på den enkeltes behov og mål. Der lægges vægt på kontinuerlig reassessment og udvikling af behandlingsplaner.

5. Problemløsning: En interaktiv tilgang, der fokuserer på at identificere og løse motoriske problemer gennem løbende evaluering og tilpasning af behandling.

Bobath-konceptet anvendes bredt i neurorehabilitering og er kendt for sin holistiske tilgang til behandling af personer med skader på centralnervesystemet.

Guidet Taktil Interaktionsterapi (Affolter-modellen)

Guidet Taktil Interaktionsterapi, også kaldet Affolter-modellen, er en tilgang rettet mod personer, hvis læringsforudsætninger er ændret på grund af en hjerneskade. Denne tilgang hjælper med at optimere den enkeltes evne til at indhente, sortere og bearbejde information fra omgivelserne i en given situation.

De centrale elementer i Affolter-modellen, også kendt som Guidet Taktil Interaktionsterapi, inkluderer følgende:

1. Berøring og interaktion: Berøring er den mest basale form for interaktion mellem personer og deres omgivelser. Modellen fokuserer på at bruge berøring til at fremme læring og forståelse.

2. Årsags-virkningsforhold: Forståelse af årsags-virkningsforhold er essentiel. Modellen hjælper personer med at forstå, hvordan deres handlinger påvirker deres omgivelser.

3. Perceptuel organisering: Modellen arbejder med at organisere sanseinformationer, så personer bedre kan forstå og reagere på deres omgivelser.

4. Problemløsning: En vigtig del af modellen er at hjælpe personer med at udvikle deres problemløsningsevner gennem guidet interaktion.

5. Facilitering af naturlige bevægemønstre: Målet er at fremme naturlige bevægemønstre for at forbedre den enkeltes funktionelle evner.

Disse elementer arbejder sammen for at optimere den enkeltes evne til at indhente, sortere og bearbejde information fra omgivelserne i en given situation.

Neurodynamik

Målet med neurodynamik er at stimulere nervernes mobilitet, forbedre cirkulationen og normalisere den overaktive spændingstilstand. Neurodynamisk behandling kan også hjælpe med at dæmpe spasticitet.

De vigtigste teknikker i neurodynamik inkluderer følgende:

1. Nervemobilisering: Dette indebærer blide, kontrollerede bevægelser for at forbedre nervernes mobilitet og reducere spændinger. Teknikken hjælper med at genoprette normal nervefunktion og reducere smerte.

2. Nerveglidning: Også kendt som "nerve flossing", denne teknik involverer bevægelser, der får nerverne til at glide gennem deres omgivende væv. Dette kan hjælpe med at reducere irritation og forbedre nervens bevægelighed.

3. Spændingsteknikker: Disse teknikker anvender kontrolleret spænding på nerverne for at vurdere og behandle nervens respons på stræk og kompression. Dette kan hjælpe med at identificere og behandle områder med nedsat nervemobilitet.

4. Facilitering af naturlige bevægelser: Ved at fremme naturlige bevægelser kan neurodynamik hjælpe med at genoprette normale bevægelsesmønstre og reducere unormale spændingstilstande.

Disse teknikker arbejder sammen for at forbedre nervernes funktion, reducere smerte og fremme heling.

Kontrakturprofylakse

For de beboere, som ikke er i stand til at udføre aktiv træning, tilbyder vi kontrakturprofylakse i form af passiv bevægelse af relevante led. Formålet med denne behandling er at vedligeholde eller øge ledbevægeligheden, hvilket forbedrer forudsætningerne for at udføre forskellige aktiviteter og øger livskvaliteten.

Kontrakturprofylakse udføres i praksis ved at anvende passiv bevægelse af relevante led for at vedligeholde eller øge ledbevægeligheden. Her er nogle af de vigtigste teknikker og trin

1. Passiv bevægelse: Fysioterapeuten bevæger forsigtigt og kontrolleret beboerens led gennem hele deres bevægelsesområde uden aktiv muskelkontraktion fra beboeren. Dette kan inkludere bøjning, strækning og rotation af leddene.

2. Gentagelse og regelmæssighed: Øvelserne udføres regelmæssigt og gentages flere gange om dagen for at opretholde eller forbedre ledbevægeligheden.

3. Positionering: Korrekt positionering af beboeren er vigtig for at undgå kontrakturer. Dette kan indebære brug af puder, skinner eller andre hjælpemidler for at støtte leddene i en optimal position.

4. Strækøvelser: Blide strækøvelser kan anvendes for at forlænge muskler og sener omkring leddene, hvilket hjælper med at forhindre stivhed og kontrakturer.

5. Observation og tilpasning: Fysioterapeuten observerer nøje beboerens respons på behandlingen og tilpasser øvelserne efter behov for at sikre, at de er effektive og komfortable for beboeren.

Disse teknikker hjælper med at forbedre forudsætningerne for en given aktivitet og øge livskvaliteten for beboerne.

Behandlinger med CPAP, PEP-masker og PEP-fløjter

Vi tilbyder hjælp til behandling med hjemme-CPAP, PEP-masker og PEP-fløjter, som er ordineret af en læge. Behandlingerne kan også inkludere lejringer. Formålet med disse behandlinger er at træne åndedrætsmusklerne samt forebygge ophobning af slim og lungeinfektioner.

PEP-masker og PEP-fløjter fungerer ved at skabe en modstand under udåndingen, hvilket hjælper med at øge trykket i lungerne og åbne luftvejene. Her er de vigtigste funktioner og trin i brugen af PEP-masker og fløjter:

1. Modstand ved udånding: Når du puster ud gennem PEP-masken eller fløjten, skaber en modstandsventil en let modstand. Dette øger trykket i lungerne, hvilket hjælper med at åbne luftvejene og løsne slim.

2. Forbedret luftstrøm: Den øgede modstand hjælper med at forbedre luftstrømmen i lungerne, hvilket gør det lettere at trække vejret og hoste slim op.

3. Brug: PEP-masken placeres tæt omkring næse og mund, mens PEP-fløjten holdes i munden med læberne tæt omkring mundstykket. Det er vigtigt at trække vejret roligt ind og puste langsomt ud, så udåndingen er længere end indåndingen.

4. Rengøring: Efter brug skal PEP-masken eller fløjten skilles ad og rengøres grundigt med lunkent vand og opvaskemiddel. Delene skal skylles og tørres helt, inden de samles igen.

Disse enheder bruges ofte til at træne åndedrætsmusklerne og forebygge ophobning af slim og lungeinfektioner.

Yderligere tiltag

• Indledende fysioterapeutiske undersøgelser: Grundige vurderinger for at identificere individuelle behov og mål.
• Funktionel træning: Øvelser, der fokuserer på at forbedre dagligdags funktioner og bevægelser.
• Lejringer: Korrekt positionering for at forebygge tryksår og forbedre komfort.
• Tilpasning af siddestilling i kørestol: Justeringer for at sikre optimal støtte og komfort.
• Manuel behandling: Hands-on teknikker for at lindre smerte og forbedre bevægelighed.
• Fysisk træning med kombination af kognitive elementer: Øvelser, der integrerer både fysiske og mentale udfordringer.
• NMES (neuromuskulær elektrisk stimulering): Brug af elektrisk stimulering for at styrke muskler og forbedre funktion.

Vurdering af muskelstyrke i benene

• Muskelstyrke: Testen bidrager til at vurdere muskelstyrken i benene ved at måle, hvor meget kraft musklerne kan generere. Dette kan gøres gennem forskellige øvelser, hvor modstand anvendes, såsom at presse benene mod en modstand eller udføre squats.

• Funktionel balance: Testen fortæller også noget om den funktionelle balance, da stærke benmuskler er afgørende for at opretholde stabilitet og balance. Øvelser som at stå på ét ben eller udføre balanceøvelser kan hjælpe med at vurdere denne evne.

• Konditionelt element: Der er også et konditionelt element i testen, da den kan inkludere aktiviteter, der kræver udholdenhed og aerob kapacitet, såsom at gå op ad trapper eller udføre gentagne bevægelser over en længere periode.

Vurdering af arbejdstempo og kvalitet i udførelsen

• Arbejdstempo: Vurderingen af arbejdstempoet i både den raske og ikke raske arm indebærer at måle, hvor hurtigt og effektivt en person kan udføre en given opgave. Dette kan inkludere opgaver som at løfte genstande, flytte objekter eller udføre gentagne bevægelser. Formålet er at sammenligne tempoet mellem den raske og ikke raske arm for at identificere eventuelle forskelle og begrænsninger.

• Kvalitet i udførelsen: Under vurderingen iagttages også kvaliteten af udførelsen. Dette indebærer at observere, hvor præcist og korrekt opgaven udføres. Kvaliteten kan vurderes ud fra faktorer som bevægelsens jævnhed, kontrol, præcision og eventuelle kompensationsbevægelser, der kan indikere svagheder eller dysfunktioner.

Disse vurderinger hjælper med at identificere specifikke områder, hvor der er behov for intervention og træning, og de giver en omfattende forståelse af personens funktionelle kapacitet.

Modified Functional Reach Test (MFRT)

Den Modified Functional Reach Test (MFRT) er en test, der vurderer den funktionelle truncus stabilitet. Testen er en tilpasset version af den oprindelige Functional Reach Test og er designet til personer, der ikke er i stand til at stå.

Her er nogle centrale elementer i MFRT

• Formål: At måle den maksimale afstand, en person kan række fremad, mens de sidder i en fast position. Dette hjælper med at vurdere truncus stabilitet og balance.
• Udførelse: Personen sidder i en stol med hofter, knæ og ankler i 90 graders fleksion og fødderne fladt på gulvet. En yardstick er monteret på væggen i højden af personens akromion (skulderhøjde) på den ikke-afficerede side.
• Måling: Personen instrueres i at række så langt frem som muligt uden at rotere eller røre væggen. Afstanden måles fra den oprindelige position til den maksimale rækkevidde.
• Betingelser: Testen udføres i tre retninger: fremad, til højre og til venstre. Hver retning testes tre gange, og den gennemsnitlige afstand beregnes.

MFRT er et nyttigt redskab til at vurdere balance og stabilitet hos personer med nedsat truncus funktion, såsom dem, der har haft et slagtilfælde.

Trunk Impairment Scale (TIS)

Trunk Impairment Scale (TIS) er et værktøj, der vurderer truncusfunktionen hos personer, der har haft en hjerneskade, såsom et slagtilfælde.

TIS måler på tre niveauer:

1. Statisk balance: Vurderer evnen til at opretholde en stabil siddende position uden at miste balancen.
2. Dynamisk balance: Vurderer evnen til at bevæge sig og opretholde balancen under bevægelse, såsom at læne sig til siden eller løfte hoften.
3. Koordination: Vurderer evnen til at koordinere bevægelser af overkroppen, herunder rotation af overkroppen og bækkenet.

TIS består af flere deltests, hvor hver test evaluerer forskellige aspekter af truncusfunktionen. Den samlede score giver et billede af personens motoriske funktion og balance.

Vurdering af dynamisk og statisk balance

Dynamisk balance:

• Dynamic Gait Index (DGI): Denne test vurderer den dynamiske og funktionelle balance under gang. Den måler evnen til at opretholde balance, mens man går under forskellige forhold, såsom at ændre hastighed, dreje hovedet eller gå over forhindringer.
• Mini-BESTest: Denne test evaluerer dynamisk balance ved at teste forskellige systemer, der bidrager til balance, såsom biomekanisk begrænsning, stabilitetsgrænser og reaktion på balanceforstyrrelser.

Statisk balance:

• Bergs Balanceskala (BBS): Denne skala vurderer funktionel balance gennem 14 opgaver, der spænder fra at sidde til at stå og fra at stå på ét ben til at nå fremad. Den måler evnen til at opretholde balance i statiske positioner.
• Postural Assessment Scale for Stroke Patients (PASS): Denne skala måler evnen til at opretholde eller ændre en given position, såsom at sidde eller stå, hos personer med apopleksi.
   

Disse tests hjælper med at identificere balanceproblemer og udvikle passende interventionsstrategier for at forbedre balance og reducere risikoen for fald.

Der findes flere tests, der vurderer den funktionelle balance.

Her er nogle af de mest anvendte:

1. Bergs Balanceskala (BBS): Denne skala består af 14 opgaver, der vurderer en persons evne til at opretholde balance under forskellige aktiviteter, såsom at stå op fra en stol, stå på ét ben og nå fremad.

2. Functional Reach Test (FRT): Denne test måler, hvor langt en person kan række fremad, mens de står stille. Det er en simpel måde at vurdere balance og risikoen for fald.

3. Timed Up and Go (TUG): Denne test vurderer både statisk og dynamisk balance ved at måle den tid, det tager for en person at rejse sig fra en stol, gå tre meter, vende om, gå tilbage og sætte sig ned igen.

4. Dynamic Gait Index (DGI): Denne test vurderer balance under gang ved at observere en persons evne til at ændre ganghastighed, dreje hovedet, gå over forhindringer og dreje sig.

5. Mini-BESTest: Denne test evaluerer forskellige aspekter af balance, herunder biomekaniske begrænsninger, stabilitetsgrænser og reaktion på balanceforstyrrelser.

Disse tests hjælper med at identificere balanceproblemer og udvikle passende interventionsstrategier for at forbedre balance og reducere risikoen for fald.

10-meter gangtest

Denne test måler, hvor hurtigt en person kan gå 10 meter i sit normale gangmønster. Testen udføres ved at måle den tid, det tager at gå 10 meter, og derefter beregne ganghastigheden i meter per sekund (m/s).

Ifølge Vejdirektoratet skal en person kunne gå med en hastighed på mindst 1,5 m/s for at kunne passere et fodgængerfelt med grønt lys.

Kredsløbsfunktion

Kredsløbsfunktionen kan vurderes ved hjælp af forskellige målinger og tests, såsom:

• Blodtryksmåling: For at vurdere blodtrykket i hvile og under fysisk aktivitet.
• Puls: Måling af hvilepuls og puls under fysisk aktivitet.
• EKG (Elektrokardiogram): For at vurdere hjertets elektriske aktivitet og identificere eventuelle uregelmæssigheder.
   

Gangudholdenhed

Gangudholdenhed kan vurderes ved hjælp af tests som:

• 6-minutters gangtest (6MWT): Denne test måler, hvor langt en person kan gå på 6 minutter på en flad, lige bane. Testen bruges ofte til at evaluere patienter med hjerte- og lungesygdomme.
• Shuttle walk test: En progressiv test, hvor personen går frem og tilbage mellem to markører, og hastigheden øges gradvist.

Disse tests giver en god indikation af en persons fysiske formåen og kan hjælpe med at identificere eventuelle problemer med kredsløbsfunktionen eller gangudholdenheden.

Den Modified Ashworth Scale (MAS) bruges til at vurdere spasticitet hos patienter med skader på centralnervesystemet. Skalaen måler graden af muskeltonus ved at bevæge en muskel eller et led gennem en hurtig strækning.

Scoringssystem

MAS bruger en skala fra 0 til 4, hvor:

• 0: Ingen øget muskeltonus.
• 1: Let øget muskeltonus, manifesteret ved en "catch" og derefter frigivelse eller minimal modstand ved slutningen af bevægelsesområdet.
• 1+: Let øget muskeltonus, manifesteret ved en "catch", efterfulgt af minimal modstand gennem mindre end halvdelen af bevægelsesområdet.
• 2: Mere markant øget muskeltonus gennem det meste af bevægelsesområdet, men den påvirkede del kan stadig bevæges let.
• 3: Betydelig øget muskeltonus, passiv bevægelse er vanskelig.
• 4: Den påvirkede del er stiv i fleksion eller ekstension.

Denne skala er nyttig til at vurdere og overvåge spasticitet hos patienter med tilstande som slagtilfælde, rygmarvsskader, multipel sklerose og cerebral parese.

Her er en kort beskrivelse af de nævnte cykeltests, som bruges til at måle og vurdere kondital og iltoptagelse:

1-punkt cykeltest

Åstrands et-punktstest er en submaksimal test, hvor du cykler med en konstant belastning i 6 minutter. Pulsen måles, og ud fra denne samt belastningen kan man estimere den maksimale iltoptagelse (VO2 max) og konditallet.

2-punkt cykeltest

Åstrands to-punktstest involverer to forskellige belastninger. Først cykler du med en belastning, der får din puls til at stabilisere sig omkring 120-140 slag/min. Derefter øges belastningen, så pulsen stabiliserer sig omkring 150-170 slag/min. Ud fra disse to pulsværdier og belastninger kan man beregne konditallet.

Watt maks cykeltest

Watt-max testen er en maksimal test, hvor belastningen øges gradvist, indtil du ikke længere kan opretholde den. Den højeste belastning, du kan opnå, bruges til at estimere din maksimale iltoptagelse og kondital.

Disse tests giver en god indikation af din fysiske formåen og kan hjælpe med at identificere eventuelle problemer med kredsløbsfunktionen eller gangudholdenheden.

Neuropædagogik på Neurocenter Bytoften

Neuropædagogik er et sammensat ord. "Neuro" betyder viden om hjernen. Neurologi er videnskaben om nervesystemet og dets sygdomme, mens neuropsykologi er videnskaben om, hvordan adfærd og følelsesliv blandt andet har baggrund i hjernens strukturer og processer.

Kognition refererer til de funktioner, der har med tænkning og erkendelse at gøre.

"Pædagogik" handler om at "føre" et menneske fra ét sted til et andet. Det indebærer, at man "vil noget" med mennesket.

På Neurocenter Bytoften sætter vi vores beboeres behov, udvikling og velfærd i centrum. Vi har stor respekt for det enkelte menneskes værdier. Vores brug af neuropædagogik bevirker, at beboernes funktionsniveau og kompetencer øges.

Vi vægter beboernes selvstændighed og sociale kompetencer højt og møder hinanden som de mennesker, vi er.

KRAP på Neurocenter Bytoften

KRAP står for kognitiv ressourcefokuseret anerkendende pædagogik. Her på Bytoften afspejler vores pædagogiske tilgang, vores kommunikation og relationen til det enkelte menneske en KRAP'sk tankegang. Vi har fokus på ressourcer og anerkendelse.

Vi forsøger at forstå, hvad der er på spil i det menneske, vi er i samspil med, og vi anerkender, at beboeren altid er ekspert i sit eget liv. Vi tænker om beboere, kolleger og pårørende, at de altid gør det bedste, de kan i situationen.

Alle på neurocenter Bytoften bruger KRAP. Udover at være en måde at tænke på, indebærer KRAP også brugen af skemaer, som kan hjælpe med at skabe overblik og forståelse. Disse skemaer bruger vi for at skabe struktur og overblik, så beboerne oplever en struktureret hverdag.